Avlstest


Hvorfor er avlstest så vigtige?

Når man avler på hunde, handler det ikke kun om udseende og temperament – men om sundhed i generationer frem. En hund kan se sund og rask ud hos dyrlægen, men stadig bære arvelige anlæg, som først viser sig senere i livet eller videregives til hvalpene. Derfor er avlstest helt afgørende, hvis man vil avle ansvarligt.

Et almindeligt sundhedstjek hos dyrlægen kan f.eks. vise, at hunden har pæne tænder, er i god foderstand og ikke har akutte problemer – men det siger intet om hundens genetik eller de arvelige lidelser, den potentielt kan føre videre.


Avlstest – som at lægge et puslespil

Man kan sammenligne avlstest med at samle et puslespil. Hver test giver én brik i det samlede billede af hundens sundhed. Først når man har alle brikkerne, kan man vurdere, om to hunde passer godt genetisk sammen.

De vigtigste brikker i et sundt avlsprogram er:

HD (hofteledsdysplasi) – røntgenundersøgelse, der viser, om hofterne er korrekt udviklet. Dårlige hofter kan give smerter og nedsat livskvalitet.

AD (albueledsdysplasi) – røntgenbilleder af albuerne, der afslører tidlige tegn på slid eller fejludvikling.

OCD (osteochondrose) – en leddiagnose, der kan ramme fx skulder eller knæ og ofte har arvelig baggrund.

Patella luxation (løse knæskaller) – en mekanisk test, hvor dyrlægen mærker om knæskallen sidder stabilt.

Øjenlysning – en specialistundersøgelse, der kan afsløre arvelige øjensygdomme som grå stær, PRA og nethindeløsning.

MR- og hjertescanning – anvendes især i racer, hvor neurologiske eller hjertemæssige lidelser (som f.eks. CM/SM eller MVD) forekommer.

Formålet med avlstest

Avlstest handler ikke om at finde fejl – men om at forebygge sygdom og beskytte hunden. Når vi kender resultaterne, kan vi matche hunde, så de supplerer hinanden genetisk, og vi undgår at fordoble risici for arvelige lidelser.

På den måde kan vi sikre, at hvalpene får de bedste forudsætninger for et langt og sundt liv – og at hunden som helhed bevarer sin sundhed mange år frem.


HD+AD+OCD røntgen af hunden


Hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD) og osteochondritis dissecans (OCD) er arveligt betingede udviklingslidelser, som kan forekomme hos hunde af mange forskellige racer.

Både store - mellem og små racer kan lide af sygdommen. Bare fordi man er lille er det ingen garanti for, at man har fine hofter.
Det er en myte!


Hvad er HD?

Hvorfor er røntgen af hofter vigtig

HD står for hofteledsdysplasi, en lidelse hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke passer ordentligt sammen. Det kan medføre en forkert belastning af hofteleddet og i længden føre til slidgigt.

Slidgigt betyder, at ledbrusken i leddet bliver nedbrudt, og at der kan dannes nyt knoglevæv omkring leddet. Det kan give smerter og nedsat bevægelighed.

HD er en arvelig sygdom, hvor flere forskellige gener spiller en rolle – man kalder det en polygenetisk arvegang. Hvis en hund er genetisk disponeret for HD, har den øget risiko for at udvikle sygdommen, især hvis den udsættes for uheldige miljøfaktorer som forkert fodring, for hård motion eller hurtig vækst.

Mange hunderacer har derfor særlige avlsprogrammer, der skal mindske forekomsten af HD.

Typiske symptomer på HD er, at hunden har svært ved at rejse sig, virker usikker eller slingrende i bagparten, og ofte sætter sig hurtigt ned, når den ikke bevæger sig.

Hvad er AD?

Hvorfor er røntgen af albuer vigtig


AD står for albueledsdysplasi og er en lidelse, hvor albueleddet udvikler sig unormalt. Det kan give smerter, halthed og på sigt slidgigt.

Sygdommen skyldes ofte en kombination af arv og miljø – fx hurtig vækst, forkert fodring eller for hård motion hos unge hunde.

Typiske tegn på AD er, at hunden halter på forbenene, virker stiv efter hvile eller ikke har lyst til at bevæge sig.

Hvad er OCD?

Hvorfor er røntgen af skuldre vigtig


OCD står for osteochondritis dissecans. Det er en lidelse, hvor ledbrusken udvikler sig unormalt og kan løsne sig fra det underliggende knoglevæv. Dette kan resultere i dannelsen af små brusk- eller knoglestykker i leddet, også kaldet "ledmus".

Den unormale bruskuvikling kan føre til halthed og senere slidgigt (artrose) i de berørte led.


OCD er, ligesom HD og AD, en multifaktoriel arvelig sygdom. Det betyder, at både hundens genetiske disposition og miljømæssige faktorer — miljøbelastninger, som den udsættes for, er afgørende for, om den udvikler sygdommen, såsom forkert fodring, hurtig vækst eller for hård motion — spiller en rolle for, om sygdommen udvikles.

Hvad er Øjenlysning?

Hvorfor er øjenlysning vigtigt


Øjenlysning er en vigtig del af sund avl. Mange øjensygdomme er arvelige og kan udvikle sig uden synlige symptomer. Derfor bliver både tæver og hanhunde øjenlyst af en specialdyrlæge i øjensygdomme før avl.

Undersøgelsen er enkel og smertefri – og den sikrer, at kun sunde hunde bruges i avl, så hvalpene får det bedst mulige udgangspunkt.

Hvad er DNA-test for PRA-prcd?

Hvorfor DNA-test for PRA-prcd er vigtig

PRA-prcd (Progressiv Retinal Atrofi) er en arvelig øjensygdom, der langsomt ødelægger nethinden og ender med blindhed.

Sygdommen nedarves recessivt – det betyder, at begge forældre skal bære genet, for at hvalpene kan blive syge.

Derfor er det uhyre vigtigt, at begge avlshunde DNA-testes, så man aldrig kombinerer to bærere.

Med en simpel test kan vi sikre, at ingen hvalpe risikerer at miste synet – og at avlen bygger på sunde og gennemtænkte valg.

Hvad er Patella luksation ?

Hvorfor patellaundersøgelse er vigtig

Patella luksation (løse knæskaller) er en arvelig lidelse, som kan give smerter, halthed og nedsat livskvalitet hos hunden.

Ved at få avlshundene undersøgt af en dyrlæge for patella, kan man sikre, at kun hunde med sunde knæ bruges i avl.

Det er en enkel undersøgelse, men den har stor betydning for hvalpenes fremtidige trivsel og bevægelighed.



MR-scanning (og MRI – det samme!)

Hvorfor er MR scanning vigtig

Den 01.07.2025 er det ved lov bestemt, at alle Cavalier og hunde der er 50 procent Cavalier
(fx Cavapoo) skal have foretaget en MR-/MRI-skanning før de indgår i avl.

Fødevarestyrelsen og lovgivningen siger det her ⬇️

 

https://foedevarestyrelsen.dk/indgange/hundeavl


Der er ofte lidt forvirring omkring begreberne MR og MRI, men de betyder faktisk det samme.

MR står for Magnetisk Resonans, som er den danske betegnelse, mens MRI står for Magnetic Resonance Imaging, den engelske forkortelse, som bruges i mange veterinære sammenhænge.

Uanset om der står MR eller MRI, er der tale om den samme type scanning – en avanceret billeddiagnostisk metode, hvor man ved hjælp af magnetfelter og radiobølger kan se detaljerede billeder af kroppens bløde væv, f.eks. hjernen og rygmarven.

MR-scanning bruges især i racer, hvor man ønsker at opdage neurologiske sygdomme som:

  • CM/SM (Chiari-lignende malformation og syringomyeli) – tilstande, der kan give smerter, kløe og påvirke hundens bevægelse.

  • Andre misdannelser eller tryk i hjernen, der kan være arvelige.

En MR-scanning er derfor et vigtigt redskab til at sikre, at kun hunde med sunde neurologiske fund indgår i avl – så kommende generationer får de bedste forudsætninger for et liv uden smerter.


Hjertescanning (Ekkokardiografi)

Hvorfor Hjerte-scanning er vigtigt


En hjertescanning – også kaldet ekkokardiografi – er en ultralydsundersøgelse af hjertet, hvor en specialuddannet dyrlæge vurderer, hvordan hjertet ser ud og fungerer.

Man kan se:

  • Om hjertet pumper korrekt

  • Om klapperne lukker, som de skal

  • Om der er begyndende tegn på sygdom

Hos visse racer (som fx Cavalier King Charles Spaniel og Puddel) bruges hjertescanning til at opdage arvelige sygdomme som MVD (mitralklapsygdom).

Formålet er at udelukke hunde med tegn på hjertelidelser fra avl – eller i det mindste kun avle på dem, der har fået et rent hjertecertifikat af en godkendt dyrlæge.

En hjertescanning er dermed endnu en vigtig brik i puslespillet, når man vil avle raske, holdbare og velfungerende hunde.


Lungescanning (Thoraxscanning)

Hvorfor lunge-scanning er vigtigt


En lungescanning, også kaldet thoraxscanning, er en ultralyds- eller røntgenundersøgelse af brysthulen, hvor man vurderer lunger, luftrør og brysthule.

Formålet er at opdage forandringer, som kan være arvelige eller opstå som følge af sygdom – f.eks.:

  • Væske i lungerne eller omkring hjertet

  • Fortykkelser i lungevævet

  • Mislyde, der kan stamme fra luftveje eller kredsløb

  • Medfødte misdannelser i brysthulen

Hos visse racer kan lungescanning være relevant som supplement til hjertescanning, da problemer i kredsløb og vejrtrækning ofte hænger tæt sammen.
Undersøgelsen kan også være nyttig, hvis en hund hoster, bliver hurtigt forpustet eller har uregelmæssig vejrtrækning – selv uden tydelige symptomer.

En lungescanning er derfor en vigtig del af det udvidede sundhedstjek i avlsprogrammer, hvor man ønsker fuld indsigt i hundens hjerte-lungefunktion, inden den indgår i avl.